NATUREN

I begyndelsen var havet

For 15-16 millioner år siden eksisterede Island ikke. Hvor kontinentalpladernes drift bort fra hinanden i hhv. vestlig og østlig retning er kombineret med særlig vulkansk aktivitet på bunden af urhavet – et såkaldt geologisk hot-spot – skabtes der langsomt land. Som tilblivelsen af øen Surtsey i begyndelsen og midten af 1960’erne, må man tro.

Siden da er Island vokset og landet fortsætter med at vokse. Den amerikanske og den europæiske kontinentalplade glider stadig væk fra hinanden med ca. to cm om året i gennemsnit. I samme takt vokser Island. Populært sagt tilhører den vestlige del af Island den amerikanske plade og den østlige den europæiske. Langs denne skillelinie omtrent midt på Island (i nord-sydgående retning) ligger de mest aktive vulkanske områder. Vestmannaøerne, Hekla, Katla, Grímsvatn, Bardarbunga og Krafla er de mest kendte.

På landet

Islands 103.000 km² rummer mange naturtyper. Naturen byder på ufatteligt skønne og fremmedartede scenerier. Her kan opleves farver, former og dufte, man ikke finder mange andre steder. Undergrundens vulkanske aktivitet former fortsat landet, og mange steder mærker man de direkte følger af jordskælv eller vulkanisme: store sprækker i jordoverfladen, områder med ny lava og ikke mindst den karakteristiske duft af svovl, som er forbundet med termisk aktivitet. Dyrker man friluftsliv i en eller anden form, er der meget at komme efter. Vandring, ridning på islandske heste, lystfiskeri, ornitologi, golf og et rigt udvalg af ekstreme udfordringer kan prøves: Sejlads mellem isbjerge, river-rafting, snescootere på gletsjere, ture i enorme ombyggede jeeps eller ATV’ere, havkajak, ja sågar kørsel med hundeslæde…

Det store land rummer så store landskabelige variationer, at man for klarhedens skyld med fordel kan opdele det lidt – nedenfor ses de enkelte områder særlige kvaliteter.

Sydlandets karaktertræk er store flade vidder med heste og får. Her er udsigt til Vestmannaøerne og vulkanen Hekla, men også gletsjernes hvide toppe fylder op, især når man kommer længere østpå. Og glem ikke de helt enorme øde sandsletter. Naturparken Skaftafell i ly af Island største gletsjer Vatnajökull giver mulighed for gode vandreture og ophold på landets største campingplads. Vatnajökull er fantastisk flot og stor, faktisk dækker den et område på størrelse med Sjælland og Falster tilsammen. Flere af gletsjertungerne kan man uden stort besvær komme helt tæt på og mærke kulden fra, eller man kan køre op på gletsjeren i jeep, på snescooter eller på ski ifølge med erfarne folk. På sydlandet findes mange historiske steder: Blandt de vigtigste er Tingvallasletten, som er landets symbolske hjerte. Fra år 930 og mange hundrede år frem var dette tingstedet, hvor man afgjorde nationens vigtigste sager. Området er desuden en spændende geologisk attraktion: Netop her skrider den europæiske og den amerikanske kontinentalplade fra hinanden, hvilket resulterer i enorme forkastninger, dvs. revner og sprækker i landskabet. På sydlandet finder man desuden Islands mest berømte vandfald Gullfoss og Geysir-området med de kogende varme kilder og den aktive gejser Strokkur.

Landets domkirke var i mere end 600 år beliggende i Skálholt lidt længere østpå, hvor der endnu findes en stor kirke.

Flere af de kendte sagaer foregik desuden på sydlandet – mange kender Njals Saga, der udspillede sig i nærheden af Eyjafjallajökull – den gletsjer og vulkan, der i foråret 2010 blev verdensberømt pga. sin voldsomme askesky. Thorsmörk (’Thors mark’) er en frodig og lun dal, velegnet til camping og vandring. Området er beskyttet mod nordlige vinde af de farvestrålende fjelde. Man kommer tæt forbi en gletsjertunge, som kælver sine små sort/hvide isbjerge i en lille sø. Der kræves en god jeep og en erfaren chauffør for at komme hertil, eller man kan deltage i planlagte gruppeture, hvis busser er særligt byggede til at kunne forcere vandløb og elve.

Nordlandet er lig med dybe fjorde med tilhørende store elve, omkranset af frodige enge. De bedste heste kommer herfra, siges det. Eller det siger i hvert tilfælde de, som stammer fra Skagafjördur. Den store by her nordpå er Akureyri (ca. 17.500 indbyggere), som ligger smukt på skrænterne ved en af de største fjorde. Gør holdt her par dage, besøg den eksotiske botaniske have og måske et museum eller drik en kop stærk islandsk kaffe på byens udendørs caféer.

På nordlandet finder man kendte steder som søen Mývatn med dens titusindvis af ænder, gæs og lommer (blandt disse så eksotiske arter som strømand, islandsk hvinand og islom). Her findes også mægtige vandfald som Godafoss (Gudernes vandfald) og Dettifoss, Europas mest vandrige fald. Besøg desuden nordlandets fine små byer som Siglufjördur, med mindelser om de tidligere så heftige sildeeventyr, og Húsavik, som er udgangspunkt for de mest hvalsikre turbåde, hvis man skulle ønske at opleve havets store pattedyr i vild dressur. I det hele taget findes mange mindre fiskerisamfund, som er et besøg værd. Allermest nordøstligt kommer man helt op under Polarcirklen og kan dermed opleve midnatssolen.

Østlandet præges af høje skarpe fjelde og dybt indskårne fjorde. Det er de ældste områder af Island: Omkring 15-16 millioner år gamle – hvilket dog ikke er meget mere end et øjeblik i geologisk forstand.

Østlandet ankommer man til, hvis man sejler med færgen fra Danmark. Den smukke havneby Seydisfjördur er skabt af velhavende, især norske fiskere og hvalfangere i slutningen af 1800- årene. I dag er mange bygninger restaureret og er et ophold værd. Den lange sø Lagerfljót rummer vand fra Vatnajökull og skjuler efter sagnet et søuhyre i fjern familie med Loch Nessslangen. Langs søens bredder findes Islands største skov, bestående af lærk, birk og nåletræ – her ses træer op til 20 meters højde. Desuden er et enormt industrielt projekt for nylig blevet anlagt her: Nord for gletsjeren Vatnajökull er et reservoir på 55-60 km² blevet opdæmmet, og vandet ledes herfra gennem 70-75 km borede tunneler frem til et kraftværk, som producerer elektricitet til aluminiumsproduktion. Det er meget interessant at se, hvordan man tæmmer den voldsomme islandske natur og får produktion og arbejdspladser ud af det. Det er samtidigt et omdiskuteret projekt, fordi det har ødelagt dele af et sårbart naturområde. Uanset hvad man synes om det, så er det spændende at følge og se på, enten ved at køre op i højlandet eller se de forskellige informationssteder. Der er etableret en vej dertil, som man kan køre ad i helt almindelige personbiler.

Smukke køreture ud og ind langs de dybt indskårne fjorde og udsigt over havet, afbrudt at småbyer med muligheder for at bo, bade og handle, er det karakteriske. Endelig giver området gode muligheder for vandreture.

Ligesom østlandet kendetegnes også Vestfjordene af markante fjelde og dybe fjorde. Fra det vestligste punkt på Vestfjordene – Látraberg – er der kun 300 km til Grønland! Mens man spejder efter de grønlandske bjerge, vil man her opleve utroligt mange havfugle, bl.a. søpapegøjer, lomvier, alke og mallemukker – og måske en enkelt jagtfalk. Vestfjordene rummer mange småbyer og mange flotte kig til blanke eller skumsprøjtende fjorde og til fjelde, som rejser sig højt og stejlt. Midt i det hele findes landets store by Isafjördur, som byder på alt det, en rejsende har brug for, inkl. et spændende historisk museum. Den allernordligste del hedder Hornstrandir og er forladt af mennesker. Men det betyder bare, at der er endnu flere fantastiske oplevelser for vandrere og teltfolk. Der bør beregnes god tid til et besøg på Vestfjordene, både fordi vejene er lange og ikke blandt landets bedste, og fordi der er så mange betagende steder.

Syd for Vestfjordene findes fjorden Breidafjördur, som kan krydses ombord på en lille færge fra Stykkisholmur på Snæfellsnes. Midt i fjorden ligger den lille ø Flatey, som er berømt fordi et vigtigt islandsk håndskrift Flateyjarbókinn blev skrevet her dengang, øen husede et rigt kloster.

Snæfellsnes

Et relativt lille område får sin egen omtale – hvorfor det? Fordi man her finder stort set samtlige islandske naturtyper samlet på en lille halvø. Det er med andre ord overskueligt og så er det først og fremmest smukt og dramatisk. Højdepunktet er vulkanen og gletsjeren Snæfellsjökull, der med sine knapt 1.500 meter rejser sig over havet. Vulkanen er berømt for sin perfekte form og for sin kraft, der af nogle opleves som mystisk og kosmisk, og af andre blot som smuk. Under alle omstændigheder havde allerede den franske forfatter Jules Verne opdaget, at den var noget særligt, for han lod den farefulde ekspedition, som skulle udforske jordens indre, starte her i romanen Rejsen til jordens indre (1864).

Sorte strande, ekspressivt formede lavaformationer, grønne enge med småsøer og en masse små og store vulkaner hører til halvøens fortrin.

Højlandet

Det indre af Island er én stor ørken. Der findes gletsjerne og der findes den fremmedartede grus- og stenørken. Her kan man kun færdes to-tre måneder hver sommer, men til gengæld får man her oplevelser, man ikke sådan lige kommer sig over. Fra de højeste punkter kan man se op til 150 km gennem den klareste luft til en gletsjers snehvide massiv. Ellers er her sort og brunt – kun suppleret med sjældne områder med irgrønt mos, hvor lidt vand siver frem. En gang imellem lyser en hvid snespurv op. Måske hører man i det fjerne en klangfuld stemme fra en enkelt ravn eller de kortnæbbedes gæs’ familie-kom-sammen. De fleste højfjeldsruter passerer områder med varme kilder, direkte fra øens vulkanske indre. Her bader man naturligvis.